16. Operation 1

operation

Da jeg blev indlagt, fik jeg monteret et lille fint armbånd med mit navn og personnummer, så jeg ikke blev forvekslet med Svend-Berit, der skulle have en kønsskifteoperation.

Min kæreste og jeg troppede op på Roskilde Sygehus’ Urologiske afsnit klokken 06:30 onsdag morgen, og jeg blev indlagt. Jeg blev bedt om at tage alt mit tøj af, og så fik jeg et lille armbånd med mit navn og CPR-nummer på. Jeg havde spist en slags Panodil-pille en time inden, jeg skulle møde på hospitalet. Den skulle hjælpe med at tage de værste smerter og minimere behovet for morfin efterfølgende.

 

Jeg kan huske, at jeg lå i hospitalssengen og gumlede tyggegummi, da en sygeplejerske rakte hånden op til mit ansigt og sagde ”Ud med det!”. Min nabo på stuen, en gammel gedebuk med prostatakræft, fik en ordentlig skideballe for ikke at have barberet sig godt nok. Nå men, jeg blev bedt om at sige farvel til min kæreste, og så blev jeg ellers kørt op på operationsgangen af en portør.

 

Portøren sagde ikke et ord på hele turen, og jeg følte mig som et stykke dødt kød. Nu er jeg ikke sikker på, at han i det hele taget var i stand til at sammensætte tre ord, men jeg havde sgu nok haft det bedst med en lille lun samtale eller i det mindste bare et enkelt pøj! Hvis jeg nogensinde bliver portør på et hospital, skal I bare se stepdans, jonglering med blodposer og hele lortet, det bliver en fest.

 

Jeg lå ude foran operationsstuen i ti minutter, før det myldrede ud med hvide kitler, som hver især fandt ind på deres respektive stuer. Lægen, eller rettere kirurgen kom hen til mig, præsenterede sig og fortalte om operationen. Det var den selvsamme kirurg-dame, som tilfældigvis kiggede forbi, da jeg lå på briksen nede i scanningslokalet ugen forinden. Vi satte et stort sort kryds på maven i den side, hvor kræftknuden var, bare lige for en sikkerheds skyld. Efter et par minutter kom der så en sygeplejerske ud og hentede mig ind på operationsstuen. Jeg skulle selv gå derind, tage underbukserne af og lægge mig op i operationssengen.

En anæstesi-læge forbandt mig til et apparatus, jeg formoder, det var bedøvelsen, og jeg fik sat forskellige EKG-målere overalt på overkroppen – det var virkelig autentisk på den vildt ufede måde, og jeg var PISSEhamrende-ked af det og mega-nervøs. Det værste var alle de der fremtids-bip-lyde, som de forskellige maskiner lavede og bortset fra anæstesi-lægen, som forklarede mig om den bedste søvn, jeg nogensinde ville få, var der klamt stille. Det er virkelig en underlig fornemmelse at blive lagt i narkose. Man mærker først det kolde saltvand løbe ind i armen og få sekunder efter, fader man ud.

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside

Orkiektomi