18. Hvem dør af testikelkræft?

Jeg kom til mig selv igen på opvågningsstuen omkring klokken 11, og både min kæreste og en sygeplejerske sad og kiggede på mig. Jeg var totalt groggy, og et par sekunder efter jeg vågnede, spurgte sygeplejersken mig, om jeg havde smerter. Jeg anede det ikke, for jeg var helt rundt på gulvet, men jeg kan huske, at jeg bare stammede ja. Derfra fik jeg så et skud morfin, så det hele sejlede igen – dog på en langt mere behagelig måde. Der gik måske halvanden time på opvågningsstuen, hvor jeg blev dopet med morfin, og inden jeg blev trillet ned på min stue. Da jeg kom ned på stuen, måske ved 1230-tiden, kørte min kæreste hjem for at lufte hunden og strække benene.

Der gik en halv time fra min kæreste var kørt hjem og til kirurgen kiggede ind for at se, hvordan jeg havde det. Uden at ville tegne en komplet psykologisk profil, vil jeg sige, at hun var professionel på godt og ondt. Hun fortalte mig, at operationen var gået godt, men at der var tale om kræft, vaskeægte ondartet kræft. Og derfor havde de taget en biopsi af mit højre løg. Hun kunne ikke komme nærmere ind på, hvilken type kræft der var tale om, svarene på kræfttypen og biopsien ville komme fra patologerne indenfor 2-3 uger.

Vi snakkede sammen i et kvarters tid, og mig, der stadig var totalt rundsmadret af narkose, morfin, kvalmestillende smeltetabletter og appelsinjuice, ville bare sikre én ting: at jeg ikke døde af testikelkræft. Men her var kirurgmadammen benhård og fortalte ordret, at det lige så godt kunne være mig, som døde af det som alle mulige andre – jeg forsøgte forgæves at lægge hende ”det-er-vel-gamle-og-svagelige-hvor-det-har-spredt-sig-til-hele-kroppen-som-dør-af-det-ikke-?” i munden, men hun svarede prompte ”Nej, det kan man ikke sige. Det kommer helt an på, hvilken type kræft du har. Og det finder du ud af om nogle uger”. Jeg var skæv og havde den ondeste kvalme af morfinen, og nu var jeg igen på grådens rand. Jeg troede jo, at alt var godt.

Jeg prøvede virkelig at forstå situationen og blev (naivt) ved med at spørge ind til testikelkræft. Men uanset hvad jeg spurgte om, svarede hun, at det var onkologerne, som havde svarene, og at jeg skulle spørge dem (altså om 2-3 uger). En gang imellem kom hun med et medfølende og afdæmpet ”Nåårrh”, lige indtil hun midt i en sætning afbrød mig og spurgte, om jeg kunne tisse. Jeg svarede, at det troede jeg nok, jeg kunne. Så sagde hun, at jeg skulle gå på toilettet og prøve, og hvis vandet løb, måtte jeg gerne pakke sammen og tage hjem. Jeg ville modtage et brev, når jeg skulle have svar, og hvis jeg blev dårlig eller såret sprang op, kunne jeg bare ringe ind til sygeplejerskerne på afdelingen – vel at mærke hvis jeg blev dårlig eller såret sprang op inden for det første døgn, derefter skulle jeg ringe til min egen læge. Ja, effektivt! Tusinde tak for besøget! Minder mig lidt om den der idiot (mig selv), der kommer ind i stuen med tandbørsten i munden og forsikrer gæsterne om, at de stadig er velkomne til at blive hængende.

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside

Næste side