19. Hjem fra hospitalet

Jeg rejste mig fra sengen, stavrede ud på toilet og tissede. Der stod en venlig dværgsygeplejerske klar til at gribe mine 93,5 kilo, hvis jeg nu skulle falde og Fuck, hvor gjorde det ondt. Altså at bevæge sig. Ikke så meget i orkiektomi-såret men i mit højre løg, hvor de havde taget biopsien. Samtidig havde jeg kvalme og var på grådens rand over hele situationen. Jeg troede, at jeg var sikker på, at det ikke havde spredt sig, men nu fortalte kirurgen, at det lige så godt ku være mig, som skulle dø. Som nævnt en 60-70 gange er overlevelseschancerne tæt på 100 procent, men det er temmelig svært at være rationel lige efter en operation. Tisseriet gik overraskende godt, og selv om jeg lige var blevet opereret i området, gjorde det slet ikke ondt at lade vandet.

Min kæreste ringede til mig og spurgte, hvordan det gik, og jeg bad hende om at hente mig med det samme. Det lykkedes ved egen hjælp, at kravle fra anden sal på Roskilde sygehus og ned ad trapperne hen til parkeringspladsen, hvor jeg satte mig på et cykelstativ og ventede. Jeg var knokleskæv, der var blod overalt på min hospitalsskjorte og matchende net-underbukser, og jeg havde mine cowboybukser i den ene hånd og min kræftmappe i den anden. Der var pænt svært at komme ind i bilen, og endnu værre da jeg skulle ud igen. Hele vejen hjem sad jeg med hovedet nede i en brækpose.

Mine forældre kom og besøgte mig, da jeg var kommet hjem på sofaen, og derfra stod den bare på Panodil og nogle ekstra stærke morfin-agtige piller til at sove på. De første par dage var virkelig hårde. Det gør sgu pænt ondt at få savet mavemusklerne over og syet sammen igen, og biopsien kan bedst sammenlignes med et dræberspark i løgene.

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forsideNæste side