22. Resektionsranden ikke fri

Der var gået lidt over en uge fra min operation, og jeg havde det fandeme godt, både i krop og sjæl. Jeg var blevet indkaldt til prøvesvar på Rigshospitalet d. 3. juli, hvor jeg skulle overgå til Onkologisk afsnit og forventede egentlig, at jeg kunne møde på arbejde efter sommerferien.

Det var nu fredag formiddag d. 28. juni omkring klokken 11. Jeg sad og kiggede Smokey and the Bandit på Netflix, da telefonen ringede. Det var Kirurg-damen fra Urologisk afdeling, som ringede. Prøvesvarene fra patologerne var kommet, og jeg kunne nu vælge at køre (blive kørt) ind til Roskilde eller få dem pr. telefon – for der var altså noget ved dem, som krævede, at jeg ikke ventede til d 3. juli …

Woohoo! Det er gode nyheder, ikk?

Jeg valgte selvfølgelig at give hende tilladelse til at fortælle mig, hvad hun ville fortælle over telefonen, og hun kom så med meddelelsen: ”funikelresektionsranden er ikke fri”. Ja, det sagde hun, direkte og uden omsvøb. Jeg kunne godt regne ud, at det ikke nødvendigvis var jublende gode nyheder, men endnu en gang fik jeg professionalismen at føle for fuld hammer.

Funikelresektionsrand mig i røven. Jeg spurgte ind til, hvad det betød, og hun svarede: ”Ja, der i randen altså, hvor vi lagde snittet i sædlederen, er der ikke frit. Altså frit for cancer. Der er stadig noget tilbage”. Med andre ord kunne jeg nu bedre forstå, hvad hun mente med, at det lige så godt kunne være mig, som skulle dø af lortet. Nu sad hun i min knasende mobil-lorteforbindelse (hver gang der er nogen, som ringer til mig her i Kirke Hyllinge, er det som at få et opkald fra middelalderen med støj, sus og udfald. Men det har jeg tænkt mig at skrive en helt anden blog om en dag) og fortalte, at hun ikke havde fået det ”hele” med ud. Der var altså stadig cancer tilbage i min krop, som fordoblede sin tilstedeværelse hver 10. dag. Hun kunne lige så godt have kaldt mig ud på gaden og skudt mig ned med det samme.

Jeg så med det samme min kære gamle moster for mit indre blik. Liggende på hospitalet, opereret fjorten gange for kræft, som blev ved med at komme igen, imens hun langsomt skrumpede ind og døde den værste og mest pinefulde død. Det var lige præcis dette slag, som var det hårdeste i hele mit testikelkræft-forløb.

Kirurgdamen fortalte, at de havde holdt konference og anbefalede mig en re-operation med kikkert. Jeg kunne først få en operations-tid d. 9. juli, men hun forsikrede mig om, at var gode chancer for, at de kunne fjerne det hele her ved den anden operation – hun kunne naturligvis ikke garantere succes, men der … var…. gode…. chancer. Mhmmm.

Og endnu en gang her i tilværelsen tog jeg fejl. Det værste er faktisk ikke at ringe til sin mor og fortælle, at man har fået kræft. Nej, det værste er at ringe til sin mor og fortælle, at de ikke fik det hele med ud i første omgang, fordi det i virkeligheden havde spredt sig.

Heldigvis slap jeg for flere undersøgelser. Jeg skulle bare lige have taget 12 nye blodprøver og møde til re-operation d. 9. juli. Næste side

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside