24,5. Den endelige diagnose

Den 3. juli – altså inden min anden operation – skulle jeg møde på Rigets afdeling 5011 og have svar på, hvilken type cancer jeg havde. Der er ubegribeligt mange ”værster” forbundet med en kræftdiagnose. Der er selvfølgelig den helt overordnede eventuelle dødsdom, det er ret slemt at fortælle (specielt de nærmeste) om det, og så er det også pænt hårdt at blive opereret. Men det værste er alligevel ventetiden på den endelige diagnose.

 

Jeg vidste på forhånd, at kræften var i gang med at sprede sig, og at jeg skulle opereres igen, så jeg havde egentlig bare regnet med, at lægerne ville møde mig med den sædvanlige mur af forbehold og jamen-øhmen-nu-må-vi-se, men heldigvis ikke her.

 

Onkologen Anne fortalte, at jeg havde seminom-typen, og at de havde fuldstændig styr på det. Ja, jeg skulle opereres igen, men det var altså ikke farligt, og så lovede hun mig, at jeg nok skulle overleve. Hun smed fandeme – som den eneste læge i mit forløb – alle forbehold overbord, kiggede mig dybt i øjnene og garanterede min overlevelse. Og hun sagde ikke et eneste ord om Lance Armstrong! Og uanset om det lykkedes urologerne at operere den sidste kræft ud, eller om jeg skulle have efterfølgende stråler eller kemo, ville jeg overleve. Det var den bedste nyhed, jeg nogensinde havde fået.

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside Næste side