25. Operation 2

Den 9. Juli klokken 08:00 stod min kæreste og jeg endnu en gang og tjekkede ind på Urologisk afdeling. Ligesom ved den første operation, blev jeg kørt op på operationsgangen og trillet hen foran operationsstuen. Min nye kirurg kom ud, præsenterede sig, og så satte vi et kryds i nærheden af mit store operations-sår, så der ikke herskede nogen tvivl om, i hvilken side det drejede sig om.

Efter nogle minutter blev jeg kørt ind på operationsstuen, fik lagt drop og lige inden jeg blev lagt i narkose, var der en venlig sygeplejerske, der tog min hånd og sagde, at alt nok skulle gå – hun havde maske på, og jeg kunne ikke se, hvordan hun så ud, men når jeg tænker tilbage på begge operationer, er det lige præcis den scene, der springer først i hu.

Jeg vågnede fra narkosen tre-fire timer senere og fik også denne gang et skud morfin mod smerterne. Jeg fik faktisk flere omgange og måtte blive liggende på opvågningsstuen i to timer, inden jeg blev kørt ned på min stue.

kateder

Hvis ikke der kom gang i tisseriet, ville jeg tilsyneladende få et kateder (Badum-tisch!)

Mit andet besøg på Roskilde sygehus husker jeg som mere afslappet end det første. Jeg var måske kommet ned på stuen ved 13-14-tiden, og der var først stuegang sidst på eftermiddagen, hvor jeg ville få en melding om operationen. Jeg havde kvalme fra morfinen, som i virkelig mega-kvalme, og så kunne jeg heller ikke tisse (fordi morfinen bedøver blæren). Sygeplejerskerne fortalte, at hvis jeg ikke kunne tisse indenfor en times tid eller sådan noget, ville de lægge kateter.

Nu er jeg fra naturens hånd udstyret med en stor blære (og en sund respekt for lange plastikrør, som bliver mast ned i pikken), så jeg besluttede mig for at holde mig. Og efter nogle timer kom der gang i det (pyha).

Omkring klokken 18 var der stuegang, og der kom så en læge-type, som jeg aldrig havde mødt før, og fortalte, at alt var gået godt. Bortset fra at de selvfølgelig var blevet nødt til at genåbne mit gamle operations-sår. Så kunne jeg bedre forstå, hvorfor det gjorde så pissehamrende ondt (jeg var klæbet ind i store bandager, så jeg kunne ikke selv se sårene). Og som en ekstra lille bonus, havde de klipset mine nu fire store sår sammen med hæfteklammer. HÆFTEKLAMMER – og ja, dem havde jeg stor glæde af, hver gang jeg bevægede mig de følgende to uger.

Lægen fortalte, at jeg var velkommen til at blive på hospitalet natten over, men på daværende tidspunkt var mig, min kæreste, og kræftmappen allerede på vej hjem igen.

 

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside

Næste side