27. Afdeling 5011, Riget

Anden del af testikelkræft-pakken foregår på Onkologisk afdeling, og for mit eget vedkommende er det på afdeling 5011 på Rigshospitalet i København – et FANTASTISK sted, som virkelig kan sætte perspektiv på tilværelsen. Her er alle sygeplejersker, sekretærer og læger top-imødekommende og superproffe på den fede og empatiske måde. De knokler døgnet rundt for at redde liv. Men virkeligheden som gennemsyrer stedet er brutal …

2014-10-02 08.15.33

Testikelkræft-patienter bliver fulgt tæt i 5 år efter den sidste behandling. Nu står den på blodprøver og CT-scanninger de næste 3,5 år :)

Der er gået lidt over et år siden, jeg blev opereret, og nu sidder jeg i venteværelset hver tredje måned og venter på at komme ind og få svar på de regelmæssige scanninger og blodprøver. Og jeg føler mig bare ekstra-lille, når der tromler en glad skaldet unge forbi på sin trehjulede cykel ude på gangen med forældrene og kemostativet på slæb. Eller når de andre gæster i venteværelset sidder og snøfter og glor tomt ud i lokalet. Beklager dramaet her på falderebet, men alle skulle prøve at sidde i det venteværelse og vente på den næste dom. Følgende citat er bøffet fra en anden testikelkræft-blog (www.prinsnikolaj.dk) og rammer helt plet:

Trænger du til spænding i tilværelsen, så skal du bare få cancer. Hver dag at lytte efter signaler, der kan afsløre en uheldig udvikling. Hver dag tælles, hvornår er næste undersøgelsesdag? Vil det blive en afsløring eller en godkendelse? Godkendelse er en ufattelig lettelse, som at få et liv foræret, et pusterum der holder sig et godt stykke tid, for hvad nu hvis næste gang viser sig at være afsløring? Overgiver jeg mig så og opgiver for at slippe for den uudholdelige spænding i min tilværelse?” (Øjebliksbilleder, okt. 2001)

– over’n’out –