6. Kaldt ind på Urologisk

Da jeg blev syg af testikelkræft, havde jeg ikke haft de store erfaringer med det danske hospitalsvæsen og for at være helt ærlig, havde jeg opbygget en irrationel lidt underlig vred, ubegrundet og ekstra-liberal fordom omkring det offentlige sygehusvæsen. Jeg troede med andre ord, at det var usmidigt, dumt og fyldt med gamle sure lægesekretær-typer. Men jeg må blankt erkende, at jeg endnu en gang tog fejl her i livet, heldigvis, for de mennesker og den professionalisme, som gennemsyrede hele mit forløb var/er fantastisk/e. Jeg mangler ord og tro mig, det hører til sjældenhederne. Det er svært for mig at beskrive, men jeg føler mig i ULTRA-gode hænder. Lægerne, sygeplejerskerne og sekretærerne ringer og indkalder sgu, som vi aftaler, og jeg er endda for nylig blevet dobbelttjekket, bare for en sikkerheds skyld.

Inden du får den tanke, at jeg er en komplet ukritisk lallende optimist-idiot, så er jeg godt klar over, at det langtfra er alle, som er tilfredse med DK’s sygehusvæsen, og at der findes titusindvis af patienter, som mener det stik modsatte, men i mit eget personlige tilfælde her, er jeg altså mere end tilfreds med servicen, beklager.

De 20 minutters ventetid var efterhånden gået, og jeg havde fået snakket med min kæreste, som jeg efterlod i en tilstand af granatchok. Jeg sjoskede fra parkeringspladsen og op mod Urologisk afdeling, hvor jeg skulle snakke med Rene – han var en meget høj og tynd, skaldet gut, som jeg ikke kunne undgå at få øje på, sagde de nede på Røntgenafdelingen, og så var han i øvrigt rigtig flink. Jeg gik ind i afdelingens venteværelse, som var pakket til bristepunktet med mennesker. Der sad måske 30-40 sløje kunder i butikken, som ventede på at komme til. Jeg henvendte mig i skranken, sagde mit navn og personnummer, og så bad sekretæren mig om at tage plads. Der gik lige præcis 1 minut, før jeg blev hentet af Rene – senere har jeg spekuleret på, at alvorlighedsgraden af din sygdom er ligefrem proportionel med tiden, du skal vente på at komme til i forhold til antallet af mennesker i kø foran dig (jeg ved, hvad jeg mener!) – jeg var i hvert fald ved at skide i bukserne, og det føltes vildt surrealistisk på den der dødsgangs-agtige måde, som jeg forestiller mig, den er.

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside
Næste side