3. Breaking news

Med en medfødt og nærmest overnaturlig tæft for planlægning, havde jeg i januar måned booket, bestilt og betalt en uges ferie fra d. 17. juni 2013. En hel uge i fantastiske og underskønne Egypten med min kæreste og vores to unger (ja, bliv du bare liggende hjemme under sofabordet med din sølvpapirs-hat svøbt om hovedet, idiot) oven på den værste lortevinter i årevis, med all-inclusive, 35 grader i solen, 37 vandrutsjebaner, drinks, mad og HELE svineriet. Næsten alt var klappet og klar. Vi havde endda været på en hyggeaften, efter ungerne var blevet vaccinerede, og jeg manglede bare lige at købe et par næsesprays, panodiler og lidt andre medico-remedier, og så skulle jeg også lige nå at blive klippet der om onsdagen d. 12 efter scanningen.

millimeter

2-3 mm. Så tæt var jeg på at aflyse min scanningstid.

Jeg var SÅ tæt på at aflyse min scanningstid. Den bredspektrede antibiotikakur havde gjort underværker og faktisk taget alle urinvejsirritationerne, og mine nedre regioner var friskere end en havørns. Men for at få lukket den overophedede indenrigspolitiske debat, trillede jeg ind på Roskilde sygehus’ parkeringsplads og gik ned til røntgenafdelingen – du må lige forstå, at jeg på intet tidspunkt havde skænket testikelkræft den mindste tanke. I min lille verden var scanning af testikler-ne bare et irriterende bump på vejen mod en uges all-inclusive-luksus i Egypten, og jeg fejlede jo ikke en skid. Jeg var bare stresset og ville have det overstået i en fart.

Fest på røntgenafdelingen
Der var flere småting, som virkede (tragi-)komiske på røntgenafdelingen. For det første var røntgenstuen, hvor jeg skulle scannes, bemandet af unge kvinder – pæne unge kvinder. Jeg havde som sagt ikke gjort mig nogen tanker om noget som helst, men en ung kvindelig røntgenlæge, en ung kvindelig assistent, og så naturligvis en ung kvindelig erhvervspraktikant, bare lige for at gøre det ekstra akavet og dumt for en smart fyr som undertegnede.

Jeg lagde mig op på briksen og blev bedt om at trække bukserne ned. Min pikkefrans blev dækket af et klæde, og det var forbavsende, så lidt akavet det trods alt var. Røntgenlægedamen kørte scanneren over mit raske løg, og forklarede at alt så fint ud, ingen problemer. I samme sekund hun scannede mit venstre løg, kom endnu en lægedame gående ind i lokalet. Hun præsenterede sig som kirurg og sagde, at vi måske kom til at se hinanden igen, hvis der var noget galt (vildt surrealistisk, bortset fra det). Røntgenlægedamen tøvede pludselig, imens hun kiggede desperat rundt i lokalet… ”øhm… der er … måske noget kalk… øeh… i din venstre testikel, men jeg må lige spørge Steen”. I samme øjeblik kommer Steen ind i lokalet. Han kigger på monitoren, hvor mit løg bliver vist på storskærm, tager mig på benet og siger: ”Bare rolig. Hos Lance Armstrong havde det spredt sig til hjernen, og han overlevede…”. Jeg kan ikke helt sige, hvad der gik gennem skallen på mig, men jeg fik fremstammet noget i stil med ”… hvad fanden mener du?”. Nu kiggede Steen lidt beklemt på røntgenlægen og spurgte, om jeg ikke havde fået noget at vide. I det samme stak assistenten en håndfuld kleenex-servietter i hånden på mig, og spurgte om hun skulle gå ud og hente mine pårørende.

Bum! Således fik jeg overbragt nyheden om, at jeg var dødeligt syg af testikelkræft. Jeg havde heldigvis ikke nogen pårørende med, det havde jeg nok ikke kunne klare.

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside

Næste side