1. Derfor skriver jeg en testikelkræft-blog

Der findes bunkevis af hjemmesider, som handler om testikelkræft og alle de tørre og tekniske sygdomsdetaljer, men der findes kun ganske få personlige beretninger og blogs.

Den første personlige blog jeg selv faldt over, da jeg trawlede nettet igennem efter erfaringer med testikelkræft, var www.monil.dk og ikke specielt opløftende – det sidste afsnit på bloggen er nemlig skrevet af konen, som fortæller om de sidste par døgn, inden Mogens slap håndtaget efter flere års forgæves kamp mod sygdommen i en alder af 35 år. En katastrofe for manden, konen og deres børn og en virkelig gribende beretning – specielt billederne, hvor moderen og børnene står hånd-i-hånd og ser Mogens’ kiste køre væk er brændt fast på min nethinde – men det var ikke just det, jeg havde brug for at læse på samme dag, hvor jeg fik min egen ”du-har-sandsynligvis-testikelkræft”-diagnose. Denne hjemmeside er blandt andet skrevet for at fortælle, hvordan et mere positivt testikelkræft-forløb kan se ud*. Og efterhånden som jeg er begyndt at skrive, er jeg egentlig overrasket over, hvor meget der var/er af oplevelser, som jeg måske burde have talt med andre om undervejs.


Næste side

* Med alverdens forbehold for, at det vender tilbage, og jeg kradser af alligevel, naturligvis.

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside
Deprimerende blog om testikelkræft