13. Mit livs bedste cancer-bet

Lørdag – dag 4
Mine to drenge var sønderknuste over, at vi ikke skulle rejse til de varme lande, specielt efter den pinefulde vaccinationsseance, hvor det var tæt på, at de flyttede hjemmefra. Så vi gjorde selvfølgelig, hvad alle gode forældre ville gøre og tog til Lalandia. Jeg havde det mildest talt ad helvedes til, og min kæreste var heller ikke specielt feststemt. Vi fik dog givet ungerne en fed dag med masser af vand, junkfood og hygge, og så fik vi i det mindste lidt andet end testikelkræft at tænke på. Fantastisk så godt man egentlig kan tale sammen, når man kører i bil, og ungerne er faldet i søvn.

Søndag – dag 5
Google.com – du kan finde alt på det der internet-noget. Lad mig lige benytte lejligheden (altså af mangel på relevant indhold, da jeg ikke kan huske, hvad jeg lavede om søndagen) til at anbefale Cancer.org – den amerikanske pendant til Kræftens Bekæmpelse – læs: http://www.cancer.org/cancer/testicularcancer/index

Her kan du bl.a. læse, at 99 procent lever efter 5 år, hvis canceren ikke har spredt sig, 96 procent overlever, hvis den har spredt sig lidt, og 74 procent overlever, hvis den har spredt sig til organer i hele kroppen. Altså, hvis du sad ved pokerbordet, ville selv det værste scenario være det bedste bet, du nogensinde kunne spille – jeg ved godt, at det er en plat sammenligning, men overskriften på denne side lyder sej, og du ved, hvad jeg mener (hvis du spiller poker, ellers bare skynd dig at trykke på Næste side-knappen).

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside

Næste side