9. De dårlige nyheder

På vej hjem i bilen ringede jeg til min mor og fortalte de dårlige nyheder – det var nærmest endnu værre end selve testikelkræft-diagnosen. Bagefter ringede jeg til min søster. Jeg kan huske, at jeg kørte en anden vej hjem, end jeg plejede. Ned forbi TV2’s Frihuset, som ligger ved Dejligheden i bunden af Isefjorden. Det hele foregik i en underlig surrealistisk slags slowmotion og ikke kun fordi, jeg kørte i en Corolla 1,3 fra 1995.

Da jeg var kommet hjem, tog min kæreste imod mig med al den akavede støtte, jeg kunne labbe i mig. Der var både bedemandsmine, tårer og masser af påklistret optimisme, for du-skal-jo-nok-klare-den,-hvis-du-altså-ikke-dør,-hvad-du-jo-ikke-gør,-altså-lige-nu,-af-kræft-altså-altså.

Jeg vil lige skynde mig at skrive, at hun vitterligt gjorde sit bedste og med en frisk kræft-diagnose under armen, var jeg bestemt ikke det letteste publikum. Men igen tænker jeg tilbage på, hvordan fanden omgivelserne skal reagere? Min mor begyndte bare at græde, min søster mobiliserede et par øeh… æeh… inden hun også tilsluttede sig sprinkleranlægget og mine unger begyndte også at hyle (over at de ikke skulle på ferie alligevel). Én af mine venner udbryd ”Du tager pis på mig”, og min chef gav mig et støttende ”Du skal nok klare den, og din stol venter på dig, uanset hvor længe din sygdom varer, og hvad det hele ender ud med”. Der findes ingen rigtig eller forkert måde at reagere på, men fælles var, at jeg følte mig som en lort, som nu skulle belemre mine nærmeste med min egen forestående død – hvilket nok også er grunden til, at det i skrivende stund kun er en lille håndfuld af mine venner, som kender til mit testikel-eventyr.

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside

Næste side