5. Hej, jeg har kræft

Imens jeg sad og ventede i bilen på parkeringspladsen ud for Roskilde sygehus, ringede jeg hjem til min kæreste, som glad og fro tog telefonen. Hun regnede nok endnu mindre med, at jeg var syg, end jeg selv havde gjort. Hun spurgte, hvordan det gik, og jeg svarede bare ”kræft”.

Det er virkelig overraskende ubehageligt, at overbringe en dårlig nyhed, og nu skete der noget, som jeg stadig tænker tilbage på og undrer mig over. Uanset hvem jeg fortalte/fortæller om min kræftsygdom, følte jeg, at jeg belemrede dem, nærmest plagede dem med lort, lort og atter lort, som om det var min egen skyld – jeg følte mig som en kæmpestor og led idiot, da jeg ringede til min kæreste, senere min mor, min søster og min boss og fortalte, at jeg var syg. Underligt …

Min kæreste blev selvfølgelig vildt ked af det og svor evig troskab, kaffe på kommando og ringede straks ind på sit arbejde og meldte sig syg.

Vi besluttede at holde lidt igen med faktaene overfor ungerne (som på det tidspunkt var 5 og 8 år gamle). Vi fortalte, at jeg var blevet syg, og at vi blev nødt til at aflyse ferien, fordi jeg skulle på hospitalet og opereres. Til gengæld tog vi til Lalandia om lørdagen, så jeg kunne rutsje på mit syge testikelkræft-ramte løg en sidste gang. Arghhh!

Alle Rutschen Im Lalandia
Næste side

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside