4. Lance Armstrong

lanceJeg var kommet op at sidde på briksen nede på røntgenstuen. På et splitsekund styrtede min verden i grus – som tidligere nævnt anede jeg på dette tidspunkt intet om testikelkræft, og at Lance Armstrong havde overlevet testikelkræft, ragede mig en skid. Fuck skide lorte-Lance Armstrong! Hvis der er noget fagpersonale, der tilfældigvis er dumpet ind på denne blog, så tag imod et godt råd: Lad være med at sammenligne os almindelige halvfede kontornussende dødelige med Lance Armstrong. I kunne have savet hovedet af Lance Armstrong og syet det på igen to måneder senere, og han skulle nok overleve alligevel – vi taler om en toptrimmet, som i psyko-toptrimmet konge-atlet, der i sine dopede velmagtsdage kunne cykle lodret op af Mount Everest hurtigere, end jeg kunne slæbe min syge testikel ud til køleskabet og tilbage på sofaen. Nej, det gode råd består i, at I skal tage de ny-diagnosticerede stakler i hænderne, og tage dem med ud ved hovedindgangen til hospitalet og vise dem de der helt kridhvide 35-kilos skallede kræft-patienter, som klamrer sig til deres kemo-stativer med den ene hånd, imens de tvinger endnu en smøg ned i deres kræftramte svælg med den anden – og så skal I sige ”Se bassemand! De her idioter, de klarer den, så bare rolig, du skal nok overleve”.

Nå, men det var faktisk på røntgenstuen, at jeg første gang oplevede, hvor totalt gode hænder jeg var i. Steen og de andre personaler var fantastiske til at snakke og forklare og ikke mindst at trøste. Lidt underligt havde jeg fået en svar-tid om lørdagen i forbindelse med scannings-aftalen (altså tre dage efter selve scanningen), men den blev fremrykket til lige-nu-agtigt. Steen ringede op på Urologisk afdeling, hvor jeg fik en tid omtrent med det samme. Jeg skulle bare lige vente 20 minutter, før jeg kunne komme til. Ventetiden tilbragte jeg i min bil på parkeringspladsen, imens jeg prøvede at udtænke, hvordan jeg skulle fortælle min kæreste og vores unger, at Egypten var aflyst, og at jeg tilsyneladende var meget syg. Jeg spurgte for resten Steen, hvor længe jeg havde gået med det der 2,8 cm ”noget” i mit venstre løg, og han svarede længe, måske over et år. Jeg fik også aflyst min frisør-tid imens jeg sad i bilen på parkeringspladsen. Apropos frisører, så sørger jeg stadig for at gå til frisøren umiddelbart efter mine 2-månederstjek. Pænt ærgerligt at smide 500 kroner for en klipning og så rykke direkte i kemobehandling to dage efter…

Klik dig tilbage til testikelkræft-bloggens forside

Næste side